Historien om os og vores jagthunde
Da vi skulle have vores første jagthund i 1996, var vi ikke i tvivl om racen: det skulle være en labrador, da den er kendt for at være venlig, tilpasningsdygtig og let at omgås. Det er en jagthund af den apporterende type, som elsker at bruge næsen, og den type passede rigtig godt til de småjagter, vi gik på. Så vi fik Sussi, og hun blev ikke verdens bedste jagthund pga. vores manglende erfaring med jagthundetræning, men hun var den skønneste familiehund. Da Sussi ikke var mere, kom vi i kontakt med kennel Locksley i vores søgen efter at erhverve os en ny jagthund, og vi blev her indført i, hvor gode brugs-og jagtegenskaber field trial labradors har, som endte ud i et køb af en trænet FT-labrador: Locksley Sita. Sita var en jagtmaskine uden lige, og vi valgte senere at erhverve os hendes niece: Locksley Almighty Mint – en skøn fokuseret jagthund.
Ninette gik til jagthundetræning hos kennel Locksley og fik øjnene op for, hvor meget tid der skal anvendes for at få en “ordentlig” jagthund – det er ikke noget, man kommer sovende til, men field trial labradors vil bare arbejde for sine hundeførere, så grundlaget for at fortsætte med FT-labradors var lagt, men vi skulle have “nyt blod” på Nakkedraget, da vi på dette tidspunkt var tilknyttet 3 godser som faste apportører, og så er det ikke nok med 2 hunde -derfor kom Beechbrook Daisy Duck ind i hundeflokken. Hun går fantastisk i terrænet og har et skønt sind – tæven med fart og stil.
Betegnelsen Nakkedragets Gundogs opstod så i 2018, da vi nu havde 3 jagtlabber, og hvorfor ikke give hundetrioen et navn, som dels henviste til navnet på vores hus og dels til det område vi boede i? Og så blev FB-bloggen oprettet af samme navn – vores “hundeblog”. Indtil da var Ninette kommet langt med Mint ift. prøver i RJK-regi – Sita blev aldrig nogen god prøvehund, men hun var en suveræn hårdtgående jagthund, som altid fandt den fugl, som de andre jagthunde ikke kunne finde efter længere tids søgning.
Med Daisys ankomst til Nakkedraget kom der et skift ift. jagthundetræning – vi bliver nemlig introduceret til en helt ny metode af Daisys opdrætter: en “sort/hvid-metode”. Metoden gav os blod på tanden til at få vores 2 andre jagthunde Sita og Mint endnu bedre trænet som apportører på alle vores godsjagter. Fra da af tog jagthundetræningen fart på Nakkedraget, og vi begyndte at deltage i prøver i DRK-regi med både Mint og Daisy, og det var skønt at opleve, at de mange timers træning gav pote til prøverne.
Daisy klarede sig rigtig godt til prøver pga. hendes supergode brugsegenskaber og den nyerhvervede træningsmetode. Pga. hendes skønne sind og trænbarhed fik vi lysten til at få hvalpe på hende, og Ninette tog derfor DKK´s opdrætteruddannelse, og vores kennel blev grundlagt. Et kennellogo blev desuden udformet af en lokal kunstner. Logoet viser Nakkehoved fyr, som lyser nedover den apporterende jagtlabbe med en andrik i munden – en jagthund i sit rette element.
Det første hvalpekuld “Engelske byer” blev født på Nakkedraget i slutningen af juli 2020. Vi valgte at beholde en gul tæve fra kuldet – spilopmageren Abbey. I 2022 midt marts kom så det andet hvalpekuld “Engelske desserter”, hvor vi også beholdt en gul tæve nemlig filurmageren Figgy.
Sita døde desværre i 2023 som 13-årig efter et langt og indholdsrigt jagtliv. Da chancen for at få en hvalp med nogle af de samme skarpe engelske jagtlinjer (bl.a. Brimstone), som Sita havde, var vi nødt til at slå til, da chancen bød sig, og derfor flyttede Sortebjerg´s Happy Wendy ind hos os i januar 2024. På mange måder minder hun om Sita og Mint – gener kan man ikke løbe fra. Desværre måtte vi aflive Mint i starten af 2025 – hun var slidt op – æret være hendes minde.
Hvem er vi?
Vi bor i Gilleleje bag Nakkehoved Fyr i huset Nakkedraget midt i den grønne kile og med gode træningsforhold lige uden for døren.
Vi bruger rigtig meget tid sammen med vores hunde, og det er blevet en livsstil, da vores fritidsinteresser udelukkende omhandler enten hundetræning/hundeprøver eller jagt-og naturoplevelser sammen med Nakkedragets sorte og gule banditter.
Udover den store hundeflok består familien på Nakkedraget af Ninette og Henrik.
Ninette er sygeplejerske og DKK-uddannet opdrætter og står for alt ift. sundhed og pleje af banditterne på Nakkedraget. Hun træner det unge “team” Figgy og Wendy. Hun har stået for grundtræningen af Abbey og Daisy. Ninette har deltaget på godsjagter sammen med Henrik som apportør igennem årene men bruger nu det meste af sin fritid på at træne specielt Figgy, da hun nu deltager på prøver i vinderklasse, som kræver konstant fokuseret træning. Selve jagttræningen med vildt ift. Figgy og Abbey foregår primært på hyggejagter med venner og familie på egne jagtmarker. Wendy er stadig ung, så hun træner ikke med vildt endnu. Hun har klaret sig fint på prøver med dummyer. Wendy og Figgy træner Ninette alene på eget træningsområde eller også deltager hun i tematræninger hos forskellige erfarne hundeinstruktører. Der udover deltager Wendy på holdtræning i DRK-regi, mens Figgy trænes fast en hel dag hver uge på et vinderklassehold.
Ninette anvender også en del tid på at udarbejde blogindlæg til FB-bloggen Nakkedragets Gundogs, som hun administrerer. Indlæggene er bl.a. en uddybende beskrivelse af jagthundetræning, men der er også indlæg omhandlende sjove oplevelser med hundene samt en beskrivelse af vores jagtoplevelser med dem.
Henrik er ingeniør og jæger og hjælper med at aktivere og passe vores jagtlabber. For år tilbage var hans interesse ift. jagthunde, at de “bare” skulle kunne apportere småvildt på vores eget jagtområde under “styring” af Ninette, men det har udviklet sig til en stor interesse for selv at træne jagthund, og derfor “overtog” Henrik Mint, da Daisy gjorde sit indtog på Nakkedraget. Han begyndte så at gå til prøver med Mint samtidig med, at hun blev hans faste jagtkammerat. Da Abbey havde gennemgået grundtræningen ved Ninette overtog Henrik hende og deltager i prøver i både RJK-og DRK-regi sammen med hende. Når riffeljagten trækker, var det tidligere altid Sita, der kom alene afsted sammen med Henrik, da hun havde en super vildtskarphed, som betød et godt teamwork på deres jagter sammen. Da Sita døde, overtog Mint deltagelse i riffeljagter, og da hun ikke var mere, så overtog Daisy rollen som riffelhund. Daisy blev for år tilbage Henriks trofaste jagthund, og hun deltager ikke i prøver mere, og hun er nu hans faste makker på de mange godsjagter, som han deltager i.
Jagthundetræning er en fantastisk hobby, som for os er blevet en passion, som Nakkedragets Gundogs nyder godt af.